Mariager Salt

Ved Mariager ligger Skandinaviens eneste store saltfabrik "Akzo Nobel", hvor 170 mennesker arbejder og producerer henved 600.000 tons salt om året. Selve hovedfabrikken er fra 1966, men anlægget er løbende udviklet, så virksomheden i dag fremstår som en af verdens mest moderne anlæg til produktion af salt.

Saltet bliver hentet op fra en 30 milliarder ton tung underjordisk klump salt; en såkaldt salthorst, der ligger en halv til fem kilometer under jorden sydvest for den lille by Hvornum uden for Hobro, hvorfra det gennem en 26 kilometer lang rørledning føres til Akzo Nobels fabriksanlæg. Saltet der hentes op fra undergrunden blevet aflejret i Sen-Perm for ca. 255 millioner år siden i en periode der kaldes Zechstein. Dengang befandt Danmark sig tæt på Ækvator og var et ørkenområde, der periodisk blev overskyllet med havvand. Når havvandet fordampede aflejredes der kalk (CaCO3), gips (CaSO4 . 2H2O), anhydrit (CaSO4), og først og fremmest store mængder af stensalt NaCl. Da stensalt har en massefylde på ca. 2,2  g/cm3 og dermed lettere end de omgivende bjergarters ca. 2,8 g/cm3 samt saltets gode plasticitet, har saltet lige siden prøvet at nå oven på de efterfølgende aflejringer. Dette sker i form af saltpuder, diapirer og salthorste. 

Salthorsten ved Hvornum vest for Hobro er altså den horst hvorfra Akzo Nobel udvinder salt. Der findes mange andre salthorste i Danmarks undergrund. Det er f.eks. også en saltdiapir der har skubbet kalklagene i  Mønsted Kalkgruber tæt på overfladen  I nogen tilfælde jan sedimenter der omgiver salthorste danne oliefælder, hvorfra der kan udvindes olie og gas. 

Kilde:
Mariager Saltcenter
Jozo Salt

Se på Kort

Mønsted Kalkgruber

Ved Mønsted kalkgruber er kalken skubbet meget tæt på overfladen af en underliggende saltdiapir. For 250 mio. år siden var det nuværende Nord og Midtjylland var dækket af hav. Klimaet var varmt og tørt, og der blev udfældet et kilometertykt lag salt på havbunden. I den efterfølgende periode blev der aflejret et 4-5 km tykt lag ler og sand fra de skandinaviske fjelde og siden kridt og kalk oven på saltet. Saltet er derfor under stort tryk. Da salt har en massefylde, der er godt 10% mindre end lagene ovenpå, vil saltet og de overliggende tungere aflejringer derfor søge at bytte plads. Saltstrukturer bevæger sig derfor flere steder opad i Nordjyllands undergrund og skubber de overliggende lag til side eller opefter. Disse bevægelser i saltet foregår formentlig stadig.

Den nuværende form og tykkelse af saltlaget varierer meget, og nogle steder findes en flere km bred salthorst, der når op nær jordoverfladen. Dette er tilfældet i undergrunden under Mønsted, hvor saltoverfladen findes i 300 meters dybde. I denne dybde stopper saltet, fordi bevægelserne foregår så langsomt, at det ferske grundvand kan nå at opløse saltet, inden det kommer nærmere overfladen.

Oven på Mønstedsalthorsten findes en omtrent 100 meter tyk gipshat, der består af de uopløselige mineraler i saltet, hvoraf en stor del er gips. Tykkelsen af gipshatten fortæller, at der i tidens løb er opløst enorme mængder af salt.

Kilde:
Mønsted Kalkgrube hjemmesiden

Se på Kort

Bovbjerg

Bovbjerg er en 41 m høj bakke af moræneler på Jyllands vestkyst. Ved havets nedbrydning - godt hjulpet af nedsivende vand - er der dannet en stejl klint mod havet. På bakkens højeste punkt står det 26 m høje rødkalkede Bovbjerg Fyr.

De voldsomme landskabsformer i området er hovedsageligt skabt i sidste istid. Weischel istidens hovedopholdslinje løb således øst-vest midtvejs mellem Bovbjerg Fyr og Trans Kirke. Ved Bovbjerg klint kan man som det eneste sted i Danmark se aflejringer fra de sidste tre istider:

Elster-istid (300.000-230.000 før nu)
Smeltevandsler og ishavsler kan ses ved Fjaltring (nu skjult bag kystsikring, men muligvis også det ler, som presses ud i bunden af klinten).

Saale-istid (188.000-128.000 før nu)
Isstrøm fra sydøst. Bakkeøerne er rester fra denne istid (fx ligger Fjaltring på en sådan bakkeø). Morænelag fra denne istid er kun synlige få steder i Bovbjergprofilet, for eksemple i klintens midterste del under Bovbjerg Fyr.

Weichsel-istid (115.000-10.000 år før nu)
De resterende lag nedefra og opefter er fra Weichsel-istid. Nederst kommer der smeltevandsaflejringer – ret enskornet sand med mange småsten, indslag af kulfragmenter og enkelte ravstumper. Det er sammenskyllet materiale fra ældre aflejringer af forskellig alder. Opefter bliver sandet grovere, og der er indslag af grus og småsten. Herover følger den mellemste moræne. Det er en tyk, gråsort moræneler med en del sten, især flint. Morænen er af nordlig oprindelse. Den kan følges ubrudt i den centrale del af profilet. Morænen overlejres af smeltevandsgrus med mange sten, bl.a. Rhombeporfyr og Larvikit. Gruset er aflejret af vand, strømmende mod vest og syd. Denne aflejring udgør smeltevandssletten syd for hovedopholdslinjen. Den øvre moræne kan følges fra Ferring Strand til midtvejsmellem Bovbjerg Fyr og Trans Kirke. Sammen med smeltevandsgruset og den mellemste moræne udgør den forskellige stadier i udviklingen ved Hovedopholdslinien. Syd på mod Trans kirke er der ikke flere morænelag, men sand og grus fra hedesletten.

Neden for skrænten finder man talrige udvaskede ledeblokke fra Nordskandinavien, ikke mindst rhombeporfyr og larvikit fra Norge og kinnediabas fra Midtsverige.


Kilde:
Bovbjerg Fyr

Se på Kort

Fur

Den nordlige del af Fur er et storslået randmorænestrøg, hvor kernen overvejende består af moler. Moleret ses i talrige kystprofiler og råstofgrave sammen med de karakteristiske askelag. Molersprofilerne på Fur med deres lag af vulkansk aske international forskningsmæssig betydning. Knudeklinten er typelokalitet for moleret, der benævnes Fur Formationen. Moleret har endvidere et enestående indhold af ca. 55 millioner år gamle Palæogene fossiler. Forsteninger af dyr og planter kan ses på Fur Museum




UNESCO behandler netop nu en Dansk ansøgning at optage Molerklinterne på Fur på Verdensarvslisten.

Kilde:
Fur Museum

Se på Kort

Grenen og Skagens Odde

Skagens Gren er den sidst dannede del af Skagens Odde, der regnes for en af verdens største odder - 30 km lang. Alt land nord for bakkerne mellem Frederikshavn og Hirtshals er vokset op af havet gennem de seneste 5-6000 år - næsten 300 km2. Strandvold har lagt sig på strandvold i takt med at landet hævede sig, og moser, heder og klitter har dækket det unge, havskabte landskab. Skagens Gren hæver sig af havet sammen med resten af Vendsyssel, fordi jordskorpen har været trykket ned af den kilometertykke ismasse under istiderne. Landet har siden hævet sig omkring 15 meter ved Skagen, og det fortsætter stadig med omkring 2,5 mm om året.

Grenen er vokset omkring 1 km i længden i løbet af de sidste 100 år. Grenen består af sand og grus, der aflejres som strandvolde langs Nordstrand. Den årlige materialetransport med strøm og bølger langs vestkysten op mod Grenen svarer til, hvad der kan rummes på en ubrudt række lastbiler fra Skagen til Berlin - 80.000 læs. En tredjedel aflejres i strandvoldene på Nordstrand, resten passerer forbi Grenen ud på det efterhånden 4 km lange undersøiske Skagens Rev.

Langs Nordstrand findes en bred sandstrand, der ind i land går over i en bevokset strandvoldsslette. Her findes parallelle rækker af øst-vestgående strandvolde og klitrygge, kaldet "rimmer", adskilt af fugtige lavninger, "dobber". Et sådant "rimme-dobbe landskab" kan genfindes på hele Skagens Odde i forskellige aldre og udformninger. Mange steder dækker flyvesandets klitformationer dog helt det havskabte land. Samtidig med at landet vokser på Nordstrand, foregår der en erosion på Grenens østkyst. Erosionen skyldes strømforholdene og kan iagttages i mindre format på læsiden af enhver høfde i kystområder. Grenen fungerer bare som en kæmpe høfde ud i Skagerak med erosion på læsiden.

















Kilde:
Detaljeret kort (John Warcelmann)

Se på Kort

Ertebølle Hoved

Ertebølle hoved er en Morænebakke hvor bølgeerosion har blottet en 500 meter lang og op til 20 meter høj kystklint, som indeholder foldede lag af moler med vulkanske askelag fra Tertiærtiden. Lagene er aflejret for ca. 55 millioner år siden, og dokumenterer kontinentalopsplitningen i Nordatlaten og voldsom vulkansk aktivitet der dannede de lavaer der nu dækker Østgrønland, Færøerne og den nordlige del af de Britiske Øer. De nederste askelag er rhyolitiske og de øverste er basaltiske, hvilket dokumenterer trinene i kontinentopsplitningen: Når et kontinent, der består af granit i skorpen, begynder at revne, fremkommer der rholiyisk lava og rhyolitisk aske. Senere, når kontinentet er helt revnet, trænger den basaltiske lava op til overfladen. Ikke alle lag fra serien er blottede hér. Efterfølgende har et isfremstød fra nordøst foldet lagene, hvorefter havet siden stenalderen har eroderet sig ind i klinten.

På det marine forland syd for klinten ses en køkkenmødding fra Ældre Stenalder, som har givet navn til Ertebøllekulturen.

Kilde:
Naturstyrelsen
Detaljeret Kort (John Warcelmann)

Se på Kort

Dybvad Lergrav

I Dybvad lergrav ses grænsen mellem aflejringer af Yngre Yoldialer og Øvre Saxucavasand, der begge er dannet i slutningen af sidste istid.

Da isen i slutningen af istiden smeltede bort, blev store dele af Vendsyssel oversvømmet af det Senglaciale hav. I de lavvandede og kystnære områder af ishavet aflejredes sand og grus, mens der udenfor kysten blev aflejret ler. Leret betegnes Yngre Yoldialer, opkaldt efter muslingen Portlandia (Yoldia) arctica, hvis skaller findes i leret.

Under den efterfølgende landhævning rykkede kysten ud over Yoldiahavets aflejringer, og sandede sedimenter blev aflejret ovenpå Yoldialeret. Dette sand betegnes Øvre Saxicavasand, opkaldt efter den karakteristiske musling Hiatella (Saxicava) arctica.

Kilde:
Naturstyrelsen

Se på Kort

Lønstrup Klint

Lønstrup Klint viser et snit gennem stort set alle Vendsyssels karakteristiske glaciale aflejringer fra sidste istid (Weichsel Istiden) og Postglacial Tid. Klinten er en ca. 15 km lang kystskrænt ved Jammerbugten mellem Lønstrup og Løkken. Ved Rubjerg Knude er den mere end 70 m høj og overlejret af ca. 20 m flyvesand. Klinten er under nedbrydning; alene i 1900-tallet er den rykket ca. 300 m tilbage. Klintprofilet giver en fin belysning af den indre opbygning af Vendsyssels vigtigste landskabstyper. I den nordlige del skærer klinten det glaciale bakkeland fra sidste istid, og profilet viser talrige stejltstående flager af smeltevandsaflejringer, deformeret ved istryk fra nord. Disse lag er dækket af flyvesand. Sydligere skærer klinten gennem en ishavsslette formet som havbund i slutningen af sidste istid. Her findes ret fladtliggende postglaciale havaflejringer af ler (yoldialer) og sand (Saxicava-sand) aflejret dengang området var havdækket; ved Nr. Lyngby er disse lag lokalt dækket af ferskvandsaflejringer fra Senglacialtiden. Allersydligst skærer klinten den postglaciale stenalderhavslette, og profilet består af mørkfarvet sand og gytje med mange snegle- og muslingeskaller.

Som et resultat af kystnedbrydningen og beslutningen ikke at kystsikre omkring Mårup Kirke, er det desværre blevet nødvendigt at nedtage kirken.





Kilde:
http://www.maarupkirke.dk/
Skov og Naturstyrelsen

Se på Kort

Råbjerg Mile

Råbjerg Mile er Danmarks største aktive vandreklit. Milen indeholder 3,5 millioner m³ sand, dækker et areal på ca. 1 km² og har en højde omkring 20 m, hvilket bringer milens højeste punkt 40 m over havoverfladen. Siden år 1900 har den rykket sig 1500 m mod øst, og i dag bevæger den sig med gennemsnitligt 15 m om året, hvilket vil betyde, at den om 100-200 år vil have dækket hovedvejen til Skagen. Træer og andet, som bliver dækket af milen, dukker op på den anden side efter omkring 40 år, når milen har passeret.
Man kan se milen vandre i Landsat Satellit billeder fra årene 1984 til 2012:

Kilde:
http://www.naturturist.dk/raabjerg/mile.htm
Detaljeret Kort (John Warcelmann)

Se på Kort

Tversted

I kyststrækningen mellem Hirtshals og Tversted foregår en aktiv kystudbygning, med en østgående materialetransport. Kyststrækningen er et godt eksempel på de aktive kystdannelsesprocesser. Tre store uregulerede vandløb Kjul Å, Uggerby Å og Tversted Å, har deres udløb på kyststrækningen, og vandløbenes udløbsforskydning mod øst viser retningen af materialetransporten.

Den aktive kystudbygning kan også ses derved at tyske bunkeranlæg der blev bygget i første klitrække under anden verdenskrig nu er på anden og tredie klitrække.

Se på Kort

Bulbjerg

Bulbjerg er nordpynten af en opragende knude af bryozokalk, dækket af glaciale aflejringer. Knuden er omgivet af hævet havbund fra Stenalderhavet med et udbredt dække af flyvesand. I Stenalderen var der åben havforbindelse mellem Limfjorden og Jammerbugten. Den relative landhævning kombineret med storstilet strandvoldsdannelse har gradvist lukket forbindelsen.



Bulbjerg er Danmarks eneste fuglefjeld, hvor især rider ruger på skræntens afsatser.

Kilde:
Wikipedia
Detaljeret kort (John Warcelmann)

Se på Kort

Sandflugtsmuseet ved Rubjerg Knude

Fyrets oprindelige funktion ophørte i 1968, hvorefter bygningerne stod tomme. I 1971 rettede Ministeriet for kulturelle anliggender en forespørgsel til Fredningsplanudvalget for Nordjyllands Amt om den fremtidige anvendelse af Rubjerg Knude Fyr. En arbejdsgruppe blev nedsat, der året efter kom med en rapport, hvori de foreslog oprettelse af et sandflugtsmuseum i fyrbygningerne.

Dette blev en realitet i 1980, da Vendsyssel Historiske Museum åbnede dørene op for publikum til det nye museum for sand og sandflugt.

Rubjerg Knude Fyr omdannet til Sandflugtsmuseum med cafeteria.

Historien om sandflugten

Museet fortalte både om Rubjerg Knude Fyrs historie, om byggeriet, det færdige fyr og driften af dette og om de tekniske elementer i fyret.

Men frem for alt fortalte museet historien om ”Sand og sandflugt” og om den evige kamp mod sandflugten i Rubjerg.

Skæbnens ironi

Pudsigt nok var det sandet, der til sidst vandt kampen over Sandflugtsmuseet. Allerede i 1992 måtte museet opgive kampen med sandet og lade det stille og roligt begrave fyrbygningerne. I 2002 lukkede museet, fordi driften ikke længere kunne opretholdes.

Vendsyssel Historiske Museums nye udstillingssted i Strandfogedgården, hvor Rubjerg Knudes kultur- og naturhistorie fortælles, er en genoptagelse af Sandflugtsmuseet i Rubjerg Knude Fyr.

Kilde:
http://rubjergknude.dk/dansk/netudstillingen/rubjergomraadet/fyrtaarnet/museet/

Se på Kort