Saturday, 23 February 2013

Albæk Hoved


Albæk hoved er en ca. 10 m høj kystklint, der ligger 1 km syd for Klakring ved Juelsminde. Albæk Hoved består af brogede lag af fedt, plastisk ler og vulkanske askelag fra Tertiærperiodens. Lagserien er let forstyrret af udskridninger på grund af det plastiske ler og foldning som følge af istiden. De ældste lag findes mod vest (Paleocæn og Eocæn), mens aflejringer fra Oligocæn og Miocæn ses i øst. Lagserien indeholder formationerne Holmehus, Ølst, Røsnæsler og Lillebæltler.

http://danmarksgeologi.appspot.com/2dkort.html?map_x=1108172.6280307&map_y=7497957.5745055&map_zoom=15&maplayers=Lokaliteter

Paleocæn
Fra Øvre Paleocæn ses i profilets vestende ca. 3 m af det blåliggrønne og mørkbrune Holmehus Ler. Det er dog ikke godt blottet for tiden. Leret er fedt og kalkfrit.

Paleocæn - Eocæn
Ca. 2 m gråligt ler med vulkanske askelag følger efter Holmehus Leret. Leret tilhører Ølst Formationen, der ved Ølst og Hinge er ca. 30 m tyk. Askelagene er de samme som ved Ølst og i moleret ved Limfjorden, men serien er ikke så omfattende ved Albæk Hoved, idet kun lagene +79 til+118 er identificerede. Den ringere tykkelse skyldes en sedimentationsafbrydelse, efter at Holmehus Leret blev aflejret, og det kan ses ved, at der i bunden af Ølst Formationen er et glaukonitholdigt lag med fosforit.

Eocæn

Så følger Røsnæs Leret, der ved Ålbæk Hoved er ca. 18 m tyk. Ved Ølst og Hinge ses kun godt 3 m. Leret inddeles i 6 lag (L1 - L6), og det er rødbrunt med grønlige lag af omdannet vulkansk aske og meget fedt. Det er overvejende kalkrigt, men i den øverste del (R6) findes der hvidlige mergellag med kalkfattige, røde, brune, grønne eller sorte striber.

Derpå følger Lillebælt Leret, der er rødligbrunt eller gråliggrønt til brunligt. Der ses mindst 14 m. Af de 6 enheder, det deles i, er kun de fire nederste (L1 - L4) blevet opmålt. Farven af de forskellige enheder varierer. L1 (3 m) er rødbrun og svagt kalkholdig og indeholder mange konkretioner og enkelte askelag. L2 (3 m) er gråliggrønt til brunligt og kalkholdig og indeholder ligeledes enkelte askelag. L3 er et tyndt rødbrunt og kalkfrit lerlag. L4 (> 8m) er gråliggrønt, kalkfrit ler med et tyndt rødbrunt ler og enkelte konkretioner.

Længere mod øst er der mulighed for at se den næsten hvide Søvind Mergel, der er meget kalkholdig.

Oligocæn

Ved Dykær længere mod øst ses det Øvre Oligocæne Brejning Ler over Søvind Mergelen. Der er ca. 4 m ler blottet, og der er en horisont af kvartsgrus i det. Brejning Leret indeholder ofte fossiler, især muslingeskaller. Også forskellige sneglearter samt hajtænder er fundet. Grænsen mellem de to bjergarter er skarp, og gravegange i Søvind Mergelen er udfyldte med det grønlige (glaukonitholdige) Brejning Ler.

Miocæn

Ca. 15 m mørk glimmerler og lyst sand regnes for Nedre Miocæn (Vejle Fjord Ler og Vejle Fjord Sand). Fra disse bjergarter kendes ingen fossiler. Lagene tolkes som afsatte i en lagune i datidens Nordsø.


Kilde:
Naturstyrelsen
Jysk Stenklub

Se på Kort

No comments:

Post a Comment