Møns Klint er Danmarks højeste klint. Klintprofilet er cirka seks km langt med hvide flager af kridt der er skudt op i spir og tinder med højder på over 100 meter. Kridtaflejringerne blev dannet i slutningen af kridttiden for ca. 75 millioner år siden. Kridtet kaldes også skrive-kridt pga. dets anvendelsesmuligheder, og det består af skallerne, de såkaldte kokkolitter fra kalkflagellater, en mikroskopisk encellet gulalge, der holdt til i kridttidens tropisk varme havmasser. Kokkolitterne er kalkplader i størrelsen 2-25 mikrometer. Kridtet er altså skabt af biologiske organismer. Skrivekridtet i klinten repræsenterer dele af Maastrichtien-lagserien, som i Danmark kun ses her.
I løbet af de istider der har præget det danske landskab de sidste 100.000 år har gletsjere skubbet kridtlagene op af havet, så de til sidst dannede de høje klinter ved Møn, og i øvrigt også ved
Stevns Klint. Kridtflagerne danner markante rygge, som kan følges i landskabet bag klinten.
I kridtlaget, hovedsageligt det hårde frem for skrive-kridtet, er det muligt at finde utroligt mange efterladenskaber fra forhistoriske mindre havdyr. Man kan overalt på stranden finde forstenede rygskjold fra blæksprutte og pigge fra søpindsvin. Det er også ret let at finde forsteninger af muslinger, østers og andre skaldyr.
No comments:
Post a Comment